Dag 6

CAMINO PRIMITIVO - DAGBOG

DAG 6

Campiello - Berducedo

DAGBOG - DAG 6

 

 

Hvorfor skulle vejret blive bedre? Selvfoelgelig ikke!!! Det blev bare vaerre. Det blev taage, regn og regn og atter regn. Saa paa med ponchoen igen. Nok en dag pakket ind og ud i kulden.

 

Og oven i alt det, blev det den mest anstrengende dag indtil nu.

 

Dagen i dag skulle have vaeret hoejdepunktet paa caminocvandringe,n da du vandre op i De Kantabriske Bjerge og op i passet i ca. 1.225 m hoejde.

 

Efter sigende skal der vaere den flotteste udsigt paa hele vandringen.

 

Imidlertid saa jeg intet, da taagen var saa tyk, at du kun kan se 25 m frem. Du kan hoere vindmoellerne paa din vej, men du kan ikke se dem. Og den fantastiske usigt er skjult i taagen.

 

Dog er caminoen godt afmaerket for der er paele for hver 25 m, saa der er ingen panik med at finde vej gennem dette saeregne omraade, der virker som en stor graesplaene paent slaaet af de faar der gaar og graesser.

 

Det er en anstregende tur op, da du vandre ca. 900 m op til denne slette, hvor du saa vandre i dette maelkehvide uden at kunne se noget ud igennem ansigtshullet i ponchoen. Der er ingen steder at komme i lae og eventuelt sidde ned. Der er intet uden nogle gamle ruiner af fortidens hospitaler, hvor forkomne pilgrimme i middelalderen kunne blive hjulpet af betaenksomme munke. Dem er der ingen af i dag.

 

Jeg vandre i ca. 5 timer uden at se et andet menneske og gik i denne tykke taage og kaempede mig op ad bakke efter bakke.

 

I det vejr og uden at se nogen - bortset fra faarene - faar man sandelig sine tanker paa afveje. Man faar ogsaa sin vilje ganske gevaldigt proevet af. Du er ensom, du er i naturens vold og du er paa kanten til at opgvie paa grund af den utrolige udfording som vandringen er, bare op og op og op.

 

Paa et tidspunkt foelte jeg mig saa forkommen efter naesten 20 km uafbrudt vandring i taagen og regnen, at jeg havde lyst til at smide mig i graesset og overgive mig til de hoeje magter. Jeg havde ikke faaet noget at spise eller drikke i 5 timer.

 

Jeg synes jeg har vaeret der ude i en sindstilstand, at jeg var paa kanten af at opgive. Men alligevel faar man den sidste styrke til at fortsaette.

 

Efter 5 timer i denne ensomhed og tilstand af at opgive, moeder man saa en anden prilgrim og det virker som at man faar nye kraefter. Man faar en sludder og hoerer at denne ogsaa har haft den samme oplevelse af at have lyst til at opgive.

 

Jeg har indtil i dag troet, at det var kun noget man kunne se paa film eller i fjernsynet. Men nu har jeg selv vaeret saa langt ude paa kanten, at nu ved jeg, at jeg trods alt har en saa staerk overlevelsestrang, at den kan overvinde snart hvad som helst.

Saa derfor kommer der ikke fra dagen nogen fantastiske naturbilleder, men kun kedelige billeder med taage.

 

Efter 28 km i dette "helvede" ankom jeg til et privat alberge sammen med 10-12 andre vaade pilgrimme.

 

Det lykkedes til naeste morgen at faa alt toejet toert.

 

Det blev en aften hvor oplevelserne blev livligt diskuteret og gennemsnakket og for alle havde det vaeret "et livets oplevelse" paa hver sin maade.

 

Og hvor det nu er kommet paa afstand - vil jeg ikke have vaeret oplevelsen foruden. Nu ved jeg med mig selv, at jeg kan klare meget mere end jeghidtil havde troet.

 

Tak fordi du laeste med om min dags oplevelse.

 

 

DAGENS BILLEDER

Copyright © All Rights Reserved